Skip to main content

C-vitamin kan have betydning for behandling af blodkræft

På Rigshospitalet i København begyndte et hold forskere, under ledelse af professor i hæmatologi Kirsten Grønbæk, for nogle år siden at interessere sig for, om C-vitamin kan have en betydning i forhold til patienter med myelodysplastisk syndrom (MDS) og akut myeloid leukæmi (AML).

Nu har læge Stine Ulrik Mikkelsen skrevet en ph.d.-afhandling, der kaster yderligere lys over C-vitamins potentielle betydning i forbindelse med især MDS og AML.

For ca. 50 år siden viste en forskergruppe, at høje doser af C-vitamin kunne have en gavnlig effekt på patienter med fremskreden kræft, men først for lidt over 10 år siden blev man med sikkerhed klar over, at C-vitamin – udover mange kendte funktioner – kunne spille en rolle for en bestemt slags enzymer, som kræftforskere er særligt interesserede i i relation til blod- og knoglemarvskræft. De kaldes TET-enzymer, og interessen for dem skyldes, at C-vitamin er et vigtigt hjælpestof for disse enzymer.

Forsinkede udvikling af AML

”I 2017 publiceredes et studie i det videnskabelige tidsskrift ’Nature’, der har givet ekstra næring til vores arbejde og teori om C-vitamin-tilskud hos patienter med blodkræft,” fortæller Stine Ulrik Mikkelsen. ”Forskerne bag studiet undersøgte betydningen af C-vitamin-mangel i mus i forhold til udviklingen af leukæmi. De viste, at musenes knoglemarvsceller i mangel af C-vitamin begyndte at opføre sig som kræftceller. Der blev også lavet en genmodificeret mus, som var disponeret til at udvikle AML.

C-vitaminmangel samarbejdede med genmodifikationerne i udviklingen af leukæmi og, hvad der var mere overraskende var, at det var muligt at forsinke udviklingen af allerede udviklet AML, hvis musene fik C-vitamin i kosten.”

”Vi ved altså i dag mere end tidligere om, hvordan C-vitamin opfører sig, når det er kommet ind i kroppen,” fortæller Stine Ulrik Mikkelsen, ”og vi ved, at der er meget stor forskel på, hvor høje koncentrationer af C-vitamin man kan opnå i blodet og ude i de væv, man ønsker, det skal virke i, afhængigt af, om man giver det direkte ind i blodårerne, eller om man indtager det som en tablet. Derudover har vi nu en velbegrundet teori om en eventuel effekt af C-vitamin på blodkræftsygdomme.”

Mennesket – en kompleks organisme

Men en ting er en god teori, noget andet er, om det også forholder sig sådan i den komplekse organisme, et menneske er. Det er det Stine Ulrik Mikkelsen og forskerholdet er i gang med at undersøge og som hun skriver om i sin ph.d. med den lidt kringlede titel ”Myelodysplastic Neoplasms and the Before and Beyond. Exploring Prognostic Factors and the Therapeutic Role of Vitamin C in Myeloid Malignanciesin Myeloid Malignancies” (På dansk: Celler i knoglemarven med unormal vækst og tiden før og efter: Undersøgelse af prognostiske faktorer og den behandlingsmæssige rolle af c-vitamin i sygdomme i knoglemarven).

Af afhandlingens resume fremgår det at:

Myelodysplastiske neoplasmer (MDS) er kræftsygdomme, som opstår i knoglemarvens stamceller og forårsager varierende grader af knoglemarvssvigt. Sygdommen er karakteriseret ved blodmangel og en risiko for videreudvikling til AML. I de fleste tilfælde skyldes MDS en mutation (en opstået genfejl). Mutationer relateret til MDS kan også være til stede hos patienter, der af uvisse årsager lider af blodmangel, og som ikke har synlige forandringer i knoglemarven. I dette tilfælde kaldes tilstanden på engelsk clonal cytopenia of undetermined significance (CCUS), som er et forstadium til MDS. De faktorer der har betydning for videreudvikling til MDS er mangelfuldt belyst, og der findes endnu ingen forebyggende behandling. Når MDS først er opstået, er den eneste helbredende behandling knoglemarvstransplantation, som ikke kan tilbydes ældre patienter. Eftersom MDS primært er en sygdom hos ældre, behandles de fleste patienter med høj-risiko MDS med såkaldt epigenetisk modificerende lægemidler (oftest azacitidin). Halvdelen af patienterne har dog ikke effekt af denne behandling.

”Med de fire studier, som er inkluderet i min ph.d.-afhandlingen,” forklarer Stine Ulrik Mikkelsen, ”har vi forsøgt at imødegå behovene for bedre identifikation af patienter med CCUS i risiko for udvikling til MDS og forebyggende behandling samt en sikker, mere effektiv behandling hos ældre patienter med høj-risiko MDS.

I studie I viste vi, at submikroskopiske (mindre end mikroskopisk) kromosom forandringer var til stede i blodcellerne hos visse patienter med CCUS og var forbundet med en dårligere overlevelse. Undersøgelse for sådanne forandringer er dog ikke en del af den kliniske udredning af disse patienter. Studie II var et litteraturstudie af C-vitamins rolle i epigenetisk* kræftbehandling. Adskillige cellestudier, museforsøg og et begrænset antal kliniske studier understøtter et biologisk rationale for en eventuel terapeutisk effekt af C-vitamin i myeloid blodkræft. Der mangler dog evidens fra højkvalitets lodtrækningsforsøg med patienter. Såkaldte RCT-studier (RCT: randomiserede, kontrollerede studier).

Vi startede derfor to fase 2-studier (RCT) med oralt C-vitamin som kosttilskud hos patienter med CCUS eller lav-risiko myeloide kræftsygdomme (studie III), og hos patienter med høj-risiko myeloide kræftsygdomme som i kombination med azacitidin (studie IV),” forklarer Stine Ulrik Mikkelsen. ”Begge studier er i gang, men en foreløbig analyse (en såkaldt interimanalyse) blev udført af studie III. Der var ikke nogen forskel på de to patientgrupper imellem i hyppighed af respons eller sygdomsforværring, men en længere overlevelse blev observeret i den behandlingsarm, hvor vi så en stigning af C-vitamin-koncentrationen i blodet. Hvis denne effekt også er til stede i den endelige analyse, bør det give anledning til undersøgelse i et større randomiserede, kontrollerede studier”.

* Epigenetik er den del af genetikken som omhandler arvelige men reversible forandringer i genudtryk eller fænotype, som er uafhængig af forandringer i DNA-sekvensen.