Vi er tættere på viden om C-vitamin og myeloid blodkræft

En Ph.d.-afhandling peger på, at C-vitamin måske kan gøre en forskel i behandlingen af patienter med MDS og AML.

I november 2020 bragte patientforeningen LyLe en artikel* om en forskningsenhed på Rigshospitalet, hvor man gennem nogle år havde interesseret sig for C-vitamins mulige rolle i behandlingen af blod- og knoglemarvssygdomme. Læge og ph.d.-studerende Stine Ulrik Mikkelsen havde netop færdiggjort en oversigtsartikel om C-vitamin i relation til kræft. I foråret 2024 mødte vi hende igen, og denne gang havde hun færdiggjort sin ph.d.-afhandling, der kaster yderligere lys over C-vitamins potentielle betydning i forbindelse med især myelodysplastisk syndrom (MDS) og akyt myeloid leukæmi (AML).

For ca. 50 år siden viste en forskergruppe, at høje doser af C-vitamin kunne have en gavnlig effekt på patienter med fremskreden kræft, men resultaterne blev ikke genfundet i opfølgende større studier. Først for lidt over 10 år siden blev man klar over, at C-vitamin kunne spille en rolle for en bestemt slags enzymer, som kræftforskere er særligt interesserede i i relation til blod- og knoglemarvskræft. De kaldes TET-enzymer, og den fornyede interesse for C-vitamin skyldes, at C-vitamin er et vigtigtestof for disse enzymer.

Muligt at forsinke udviklingen

”I 2017 publiceredes et studie i det videnskabelige tidsskrift ’Nature’, der bestyrkede vores arbejde og teori om C-vitamin-tilskud hos patienter med blodkræft,” fortæller Stine Ulrik Mikkelsen. ”Forskerne bag studiet undersøgte betydningen af C-vitamin-mangel i mus i forhold til udviklingen af præ-leukæmi. De viste, at musenes knoglemarvsceller i mangel af C-vitamin begyndte at opføre sig som syge celler. Der blev også lavet en mussemodel, som fik indsprøjtet AML-celler. C-vitamin-mangel samarbejdede med AML-cellerne i udviklingen af leukæmi, og – overraskende – var det muligt at forsinke udviklingen af allerede etableret AML, hvis musene fik C-vitamin i kosten.”

I dag ved vi mere om, hvordan C-vitamin opfører sig, når det er kommet ind i kroppen, end man gjorde i de tidlige studier, fortæller Stine Ulrik Mikkelsen og vi har nu en velbegrundet teori om en eventuel effekt af C-vitamin på blodkræftsygdomme via dets rolle som hjælpestof for TET-enzymerne.”

Men en ting er en god teori, noget andet er, om det også forholder sig sådan i den komplekse organisme, et menneske er. Det er det, Stine Ulrik Mikkelsen og forskerholdet er i gang med at undersøge gennem flere studier, og som hun har skrevet om i sin ph.d.-afhandling med den lidt besværlige titel ”Myelodysplastic Neoplasms and the Before and Beyond - Exploring Prognostic Factors and the Therapeutic Role of Vitamin C in Myeloid Malignancies” (på dansk: Myelodysplastisk syndrom, forstadier og videreudvikling - Undersøgelse af prognostiske faktorer og C-vitamins rolle i behandlingen af myeloid blodkræft).

Et forsigtigt håb knyttet til C-vitamin

MDS opstår på grund af en skade på arvematerialet i knoglemarvens stamceller. Sygdommen er karakteriseret ved blodmangel, abnormt udseende knoglemarvsceller og en risiko for videreudvikling til AML. De samme genfejl, som man finder hos patienter med MDS, kan også være til stede hos patienter med blodmangel, men hvor der ikke er synlige forandringer af knoglemarvscellerne. I sådanne tilfælde kaldes tilstanden CCUS (Clonal Cytopenia of Undetermined Significance, altså klonal cytopeni af ukendt betydning) , og den anses for at være et forstadium til MDS. De faktorer, der har betydning for videreudvikling til MDS, er mangelfuldt belyst, og der findes endnu ingen forebyggende behandling. Patienter med CCUS følges derfor ofte i den hæmatologiske afdeling i årevis, og aktiv kræftbehandling tilbydes først, når sygdommen videreudvikler sig. Den eneste helbredende behandling af MDS er knoglemarvstransplantation, men eftersom MDS primært optræder hos ældre mennesker, som ikke kan tilbydes transplantation på grund af risici, behandles de fleste patienter med højere-risiko MDS med lægemidlet azacitidin. Det er dog kun halvdelen af patienterne, som har effekt af denne behandling.

”Med de fire studier, som er inkluderet i min ph.d.-afhandling, har vi forsøgt at imødegå behovene for bedre identifikation af patienter med CCUS i høj risiko for udvikling til MDS, for forebyggende behandling samt for en sikker, mere effektiv behandling hos ældre patienter med højere-risiko MDS,” forklarer Stine Ulrik Mikkelsen.

Så en længere levetid

”I det første studie viste vi, at mindre end mikroskopiske kromosomforandringer var til stede i blodcellerne hos visse patienter med CCUS og at dette var forbundet med en dårligere prognose. Det andet studie var et litteraturstudie af C-vitamins rolle i epigenetisk** kræftbehandling. Adskillige cellestudier, musseforsøg og et begrænset antal kliniske studier understøtter et biologisk rationale for en eventuel behandlingsmæssig effekt af C-vitamin hos patienter med myeloid blodkræft. Der mangler dog evidens fra højkvalitets lodtrækningsforsøg med patienter, såkaldte RCT-studier (RCT: randomiserede, kontrollerede studier).”

”Vi startede derfor to randomiserede, kontrollerede fase to-studier med oralt C-vitamin som kosttilskud hos patienter med CCUS eller lav-risiko myeloide blodkræftsygdomme (EVI-2), og hos patienter med høj-risiko myeloide blodkræftsygdomme, hvor det gives i kombination med azacitidin (EVI-3),” forklarer Stine Ulrik Mikkelsen. EVI-2 med lav-risiko kohorten er nyligt afsluttet, men resultaterne endnu ikke opgjort. En blindet foreløbig analyse af den første del af patientkohorten (en såkaldt interim-analyse), som indgik i min ph.d.-afhandling, viste dog, at mere end halvdelen af patienterne havde en eller anden grad af C-vitamin-mangel ved inklusion, og at dette rettedes i den ene behandlingsgruppe under studiet, mens C-vitamin-koncentrationen var uændret i den anden behandlingsgruppe. I den behandlingsgruppe, hvor vi observerede en stigning i C-vitamin-koncentration, så vi – ganske overraskende – en længere levetid. Det fund skal dog tolkes varsomt, da studiet og den foreløbige analyse ikke var designet til at kunne drage konklusioner om prognose og andre kliniske parametre. Der er relativt få patienter med, hvilket også øger risikoen for, at de to behandlingsgrupper ikke er helt sammenlignelige, og vi kan blandt andet se, at patienterne i gruppen, hvor C-vitamin-koncentrationen ikke ændrer sig, er både ældre og lidt mere syge ved inklusion i studiet end i den anden gruppe.”

”Det ændrer ikke på, at det er et interessant fund, og hvis denne effekt stadig er til stede i den endelige analyse, bør det formentlig give anledning til undersøgelse i et større fase tre-studie. Vi er kommet tættere på at finde ud af, om et formodet ugiftigt, let tilgængeligt og billigt stof som C-vitamin vil kunne komme til at spille en rolle i forebyggelsen af myeloid blodkræft. Det er det forsigtige håb, vi kan knytte til C-vitamin”.

Stine Ulrik Mikkelsen understreger med stor tyngde, at der ikke er grundlag for, at man som kræftpatient på egen hånd begynder at tage kosttilskud med C-vitamin, hvis ikke det af anden grund er anbefalet af en læge. Det skal der større opfølgende studier til for at afklare.

* https://lyle.dk/c-vitamin-behandling-hos-patienter-med-mds-og-aml-har-stadig-forskernes-interesse/

** Epigenetik er den del af genetikken som omhandler regulering af, hvilke gener der kommer til udtryk i den enkelte celle, uden at det indebærer ændringer i DNA-basesekvensen.