”Det er en kæmpestor lettelse, at vi nu kan tilbyde alle patienter targeteret behandling i første linje. Nu er vi endelig med på samme niveau som landene omkring os – og det er vi yderst tilfredse med,” siger Christian Bjørn Poulsen.
Alle CLL-patienter tilbydes nu målrettet behandling i første linje
Der er godt nyt til patienter med CLL. For Medicinrådet anbefaler nu, at alle patienter med CLL kan få målrettet behandling i første linje, som både er en bedre behandling og med færre bivirkninger.
Kort før sommerferien, kom en længe ventet god nyhed til danske patienter, der bliver diagnosticeret med CLL. For Medicinrådet anbefaler nu, at alle patienter med CLL skal kunne tilbydes målrettet behandling i første linje. Det vil sige, at man allerede som den første behandlingsmulighed nu kan få en medicinsk behandling, der er specifikt designet til at angribe kræftceller mere præcist, hvilket ofte resulterer i færre bivirkninger sammenlignet med mere generelle behandlinger som kemoterapi. Det er noget danske læger længe har ønsket sig, og en af dem er Christian Bjørn Poulsen, der er ledende overlæge på Hæmatologisk Afdeling på Sjællands Universitetshospital:
”De senere år har vi løbende fået stadig mere dokumentation, der entydigt taler for, at det er det rigtige at give targeteret (målrettet, red.) behandling i første linje til patienter med CLL. Især til gruppen af IGHV-umuterede – men også til den brede gruppe. Så vi er utrolig glade for, at det nu er noget, vi kan gøre som standard herhjemme. Nu er vi endelig med på samme niveau som landene omkring os – og det er vi yderst tilfredse med,” siger han til Hæmatologisk Tidsskrift.
Kan undgå kemo
Hidtil har størstedelen af danske CLL-patienter været henvist til kemoimmunterapi. Men det har i en række kliniske fase III-studier vist sig, at kemoimmunterapi er mindre god i forhold til den målrettede behandling og derfor er behandlingsstrategien for længst ændret i de lande, vi normalvis sammenligner os med i Danmark.
Men nu anbefales den målrettede behandling, og Medicinrådet skønner, at der vil være cirka 150 CLL-patienter om året med behandlingsbehov i første linje. Det fremgår af behandlingsrekommandationen, at 70 procent af patienterne med CLL skal tilbydes Gazyvaro (obinutuzumab) sammen med Venclyxto (venetoclax) i første linje. Til de resterende 30 procent af patienterne har Medicinrådet også anbefalet en tidsbegrænset målrettet behandling. De skal tilbydes Imbruvica (ibrutinib) plus venetoclax, som lader til at være en rigtig god behandling til yngre patienter og patienter med mere aggressiv sygdom eller højere risiko for tilbagefald.
Begge behandlinger gives til patienterne i en begrænset periode, typisk i et år, hvorefter patienterne kan gå uden behandling – ofte i meget lang tid – førend behandling genoptages.