Nordiske blodkræftpatienter skal have ret til samme behandling
Rita Christensen fra patientforeningen LyLe ser frem til det halvårlige Nordic Meeting, der afholdes 4. – 5. oktober i Stockholm, hvor de nordiske patientforeninger indenfor blodkræft mødes. Hun håber, de kan finde løsninger på det nordiske paradoks.
På den ene side ligner landene i Norden hinanden og nyder godt at et tæt samarbejde, men når det handler om sundhed og adgangen til behandling, så slutter ligheden.
”Hvordan kan det være? Vi er ens på så mange måder, men hvorfor er der så stor forskel på at være patient i Norden,” spørger Rita Christensen fra LyLe, som sammen med Dansk Myelomatose foreningen i starten af oktober tager til Nordic Meeting i Stockholm, hvor de mødes med andre nordiske patientforeninger indenfor blodkræft. De mødes hvert halve år, og det er vigtigt der ikke er for langt mellem møderne, hvis man vil skubbe processen fremad, forklarer hun.
”Vi skal finde løsninger på flere ting. Vi ønsker alle at få lavet en nordisk undersøgelse, der skal belyse, om der er lige adgang til behandling mellem de nordiske lande. Men vi mangler at finde finansieringen. Jeg synes også, vi skal lave et fælles nordisk pres på, at medicin skal koste det samme i Norden. I Norge er de samme mediciner for eksempel 25 procent billigere på nogle af præparaterne end i Danmark. Så vi gør det ikke godt nok,” siger hun.
Patienter er uoplyste
Et af de emner Rita Christensen også ser til frem til at finde en løsning på, er, at sikre ordentlig information til patienterne, så de ved, hvilke behandlinger der findes og kan vælge ud fra et oplyst grundlag.
”Mange patienter har ikke fået god nok information om deres sygdom. For eksempel har WHO identificeret 70 forskellige undertyper af lymfekræft. Ofte ved patienterne ikke, hvilken undertype af blodkræft de har. Men når man kender undertypen, kan man sætte ind med målrettet behandling fra starten. I Danmark får mange af 70 undertyper den samme 20 år gamle behandling. Mange tror, de automatisk får den bedste medicin. Men det mener vi ikke, de gør. Vi ønsker, de skal konfrontere deres læge og spørge, hvilken undertype man har og ikke lade sig spise af med standardbehandling,” siger Rita Christensen.
”Det samme gælder for de kliniske forsøg. Mange ved ikke, at de her forsøg findes, og så er det svært at sige, man er interesseret i at deltage. Der er også brug for information, alle forstår, så de ved, hvad det er de går med til, når de siger ja til en klinisk forsøg,” siger hun og tilføjer at ’patientinvolvering’ ser pænt ud på papiret, men det kræver, at man er ordentlig oplyst som patient, før man kan have en medbestemmelse i egen behandling.